En besked fra Goenkaji om værdien af Dhamma-service
Når man server, lærer man hvordan man anvender Dhamma i hverdagslivet. Dhamma er ikke en flugt fra hverdagslivets ansvar og forpligtelser. Ved at lære hvordan man kan anvende Dhamma i situationer der opstår med elever og andre situationer her i den lille verden på et meditationscenter, træner man sig selv i at handle på samme måde i verden udenfor. På trods af at der bliver ved med at ske ting som du ikke vil have skal ske, øver du dig i at bevare sindsligevægten og i at lade din medfølelse og kærlighed vokse. Dette er din træning her. Du er lige så meget en elev som de elever der sidder kurset.
Bliv ved med at lære mens du ydmygt hjælper andre. Bliv ved med at huske: "Jeg er her for at øve mig, at øve mig I at hjælpe andre uden at forvente at for noget igen. Jeg arbejder så andre kan få gavn af Dhamma. Lad mig hjælpe dem ved at sætte et godt eksempel, og på denne måde hjælper jeg også mig selv."
Må alle jer der giver Dhamma-service blive styrket i Dhamma. Må I lære at udvikle jeres velvilje, kærlighed og medfølelse for andre. Må I alle gøre fremskridt I Dhamma og nyde ægte fred, ægte harmoni, ægte lykke.
S. N. Goenka
Vi håber at det vil være meget givende for dig at give Dhamma service. Den følgende information er udarbejdet med ønsker om din fremgang. Vær venlig at læse den omhyggeligt inden du ansøger.
Uselvisk service
At hjælpe andre uselvisk er en uundgåelig del af Dhammas vej, et vigtigt skridt i retningen af befrielse. Når man praktiserer Vipassana, fjerner det gradvist mentale urenheder indtil man opnår indre fred og lykke. Til at begynde med vil befrielsen fra utilfredshed og lidelse måske kun være delvis, men det giver alligevel en taknemmelighed over at have fået den vidunderlige Dhamma. Med denne kærlighed og medfølelse, opstår der naturligt et ønske om at hjælpe andre med at komme ud af deres lidelse. At serve på et kursus giver en mulighed for at udtrykke sin taknemmelighed ved at hjælpe andre når de lærer Dhamma, uden at forvente at få noget til gengæld. Ved at serve andre uselvisk, hjælper vi også os selv ved at udvikle de ti paramis og nedbryde de selviske vaner i sindet.
Hvem kan give Dhamma service
Elever som har gennemført mindst et 10-dages kursus med S. N. Goenka eller en af hans assistentlærere, og som ikke har praktiseret andre meditationsteknikker siden deres sidste kursus, kan serve. Servere opmuntres også til at forsøge at opretholde en daglig meditationspraktik i hverdagen.
Kursusregler
Hvis der ikke nævnes andet, skal Dhamma-servere så vidt som muligt følge Kursusreglerne for meditationskurserne. Disse regler gælder også servere. I nogle tilfælde er det dog nødvendigt og tilladt at lempe på dem.
De fem forskrifter
De fem forskrifter er fundamentet i Kursusreglerne. At afholde sig fra at slå ihjel, at afholde sig fra at stjæle, at afholde sig fra upassende seksuel opførsel (på meditationscentret indebærer det at afholde sig fra al seksuel aktivitet), at afholde sig fra at lyve, at afholde sig fra alle former for rusmidler.
Disse fem forskrifter er obligatoriske for alle på meditationscentret og skal følges omhyggeligt til enhver tid. Det forventes at dem der server oprigtigt forsøger også at følge de fem forskrifter i deres hverdagsliv.
Accept af vejledning
Dhamma-servere skal følge de instruktioner de får af lærere, centermanagere og centrets arbejdsgrupper samt være imødekommende over for de mere erfarne mediterende eller serveres råd. At ændre etablerede rutiner eller starte projekter uden at have fået lov, vil skabe forvirring og spilde tid, energi og materialer. At insistere på at arbejde uafhængigt af retningslinjerne på centret, går imod den ånd af fællesskab og samarbejde som kendetegner atmosfæren på centret. Ved at følge instruktionerne lærer serverne at tilsidesætte personlige præferencer, forudfattede meninger og i stedet gøre det der skal til for at hjælpe de mediterende samt for at kurserne og centret fungerer effektivt og harmoniskt. Problemer bør løses villigt og med ydmyghed. Positive forslag er altid velkomne.
Forholdet til de mediterende
Dhamma-servere skal i enhver situation have elevernes bedste for øje. Kurser og centre er til for de mediterende; de er de vigtigste personer på centret og gør det vigtigste arbejde. En Dhamma-servers opgave er helt enkelt at være til hjælp for de mediterende på alle tænkelige måder. Eleverne skal derfor have fortrin når det kommer til mad og logi. Hvis ikke de ikke har noget presserende der skal gøres, skal serverne først spise efter eleverne, og bør ikke sidde blandt eleverne. Dhamma-serverne bør bruge bade- og vaskefaciliteterne på andre tidspunkter end eleverne, og de skal vente med at gå i seng til efter eleverne, så de er tilgængelige hvis der skulle opstå et problem. Eleverne skal også have fortrin i alle andre sammenhænge og situationer, og serverne skal tænke på at forstyre mindst muligt.
Kontakt med eleverne
Det er kun kontaktpersonen som må have kontakt med eleverne; den kvindelige kontaktperson med de kvindelige elever og den mandlige kontaktperson med de mandlige elever. Kontaktpersonerne skal være opmærksomme på om eleverne følger kursusreglerne og skemaet, og kan være nødt til at tale med dem der ikke gør det. Dette skal selvfølgelig gøres på en venlig og medfølende måde, og med en intention om at opmuntre de mediterende til at klare udfordringerne. Man skal udtrykke sig hensynsfuldt, på en positiv måde, og aldrig med hårde ord. Hvis ikke man kan det, kan man spørge en anden server om hjælp. Kontaktpersonen bør altid spørge ind til hvad der virkelig er sket og ikke komme til forhastede konklusioner om hvorfor nogen bryder en regel.
Alle Dhamma-servere bør være respektfulde og høflige, og klar til at hjælpe hvis en elev henvender sig. Det plejer at være en hjælp at spørge om elevens navn. Servere skal forsøge at henvise eleven til den rette person - enten assistentlæreren eller kontaktpersonen, afhængigt af hvad henvendelsen handler om - med så lidt kommunikation eller distraktion som muligt. Dhamma-servere skal ikke svare på elevernes spørgsmål om meditationen, men i stedet henvise til assistentlæreren. Assistentlærerne skal informeres om kontakt som serverne har med eleverne. Elevernes private forhold må ikke diskuteres unødvendigt blandt serverne, hverken i køkkenet eller andre steder.
Servernes meditationspraksis
Som Dhamma-server skal man serve samvittighedsfuldt uden at sløse tiden væk og man giver fuld opmærksomhed til det arbejde man har gang i; dette er en del af træningen. Sideløbende skal man meditere minimum tre timer dagligt. Hvis det er muligt skal det være under gruppemeditationerne kl. 8:00, 14:30 og 18:00. Derudover er der også en kort meditation i salen kl. 21.00 i tilfælde af at der er en assistentlærer på centret. Disse meditationer er essentielle for Dhamma-servernes velbefindende. Serverne på et kursus praktiserer Vipassana og bruger Anapana når de har brug for det. Dhamma-servere kan skifte stilling under gruppemeditationerne hvis de ønsker det.
Dhamma-serverne har altid et ansvar for at observere sig selv. De skal gøre deres bedste for at bevare sindsligevægten i alle situationer og være opmærksomme på hvilken intention de har med det de gør. Hvis nogen er trætte eller af andre årsager ikke kan gøre dette, har de brug for at hvile eller meditere mere, ligegyldigt hvor vigtigt arbejdet er. Servere skal ikke føle sig uerstattelige. Man kan kun give rigtig Dhamma-service når der er fred og harmoni indeni. Hvis ikke udgangspunktet er positivt, så kan det arbejde som man gør ikke være givende på en virkelig måde. Servere som er på centret i længere tid skal sidde et 10-dages kursus med jævne mellemrum, hvor de helt lægger arbejdet fra sig, og ikke forventer at få særbehandling fordi de har givet Dhamma-service.
Samtale med assistentlærerne
Hvis der skulle opstå udfordringer eller problemer, er det en god idé at vende det med assistentlæreren. Et godt tidspunkt til dette er efter servermeditationen kl. 21. Der kan også arrangeres private samtaler med læreren. Hvis der ikke er en assistentlærer på centret, er det en god idé at henvende sig med spørgsmål eller problemer til centermanageren.
Adskillelse af mænd og kvinder
Adskillelsen gælder altid, både under og mellem kurser. Selvom fuldstændig adskillelse af kønnene ikke er praktisk muligt for serverne på grund af de tætte arbejdsforhold, bør denne situation ikke misforstås som en mulighed for mænd og kvinder til at socialisere ud over, hvad der er nødvendigt for at udføre deres Dhammaservice. Denne regel er desto vigtigere for par.
Fysisk kontakt
Dhamma-servere skal gå forrest med et godt eksempel og undgå fysisk kontakt med mediterende eller andre servere, uanset køn. Dette er for at opretholde den rene, meditative atmosfære og kursets fokus på introspektion. Den regel skal følges både under og mellem kurserne.
Ædel Tale
Dhamma-serverne skal have stor respekt for at de mediterende lever i ædel stilhed. Inden for kursusområdet skal serverne forsøge at være stille og kun tale når det er nødvendigt. Selvom der ikke er nogen mediterende inden for hørevidde eller selvom der ikke er et kursus i gang, er det vigtigt ikke at forstyrre stilheden unødvendigt.
Som server skal man praktisere ret tale, og undgå at:
- Lyve eller sige noget som ikke er sandfærdigt.
- Anvende hårde eller uhøflige ord. Når man praktiserer Dhamma er man altid høflig og venlig i det man siger.
- Bagtale eller tale om andre bag deres ryg. Man skal ikke kritisere andre som følge af ens egne negative følelser. Er der et problem, så skal man i første omgang tage det med vedkommende, og eventuelt assistenlærerne eller centerledelsen.
- Sladre eller tale om ligegyldige ting, synge, fløjte eller nynne.
Ædel tale er uden tvivl meget sværere end stilhed. Det er derfor en vigtig øvelse for alle på Dhammas vej.
Påklædning
I andres øjne er Dhamma-servere repræsentanter for undervisningen og centret. Det er derfor vigtigt at serverne ser rene og pæne ud. De bør ikke gå med gennemsigtigt eller iøjnefaldende tøj, eller tøj som kan tiltrække unødvendig opmærksomhed (som fx shorts, korte nederdele, strømpebukser og leggings, ærmeløse eller tynde toppe). Smykker bør holdes på et minimum eller undgåes. Man bør som server altid fremtræde diskret.
Rygning
Når man praktiserer Dhamma indebærer det at man ikke længere drikker alkohol, ryger hash eller tager stoffer. På centret er det heller ikke tilladt at anvende tobak, hverken inden- eller udenfor. Dhamma-servere må heller ikke gå uden for området for at ryge.
Mad
Centret tilbyder enkle, sunde, vegetariske måltider, uden at gå ind for nogen bestemte madfilosofier. Dhamma-serverne forventes i lighed med eleverne at give afkald på egne præferencer og acceptere den mad der bliver tilbudt.
Eftersom måltiderne der tilberedes og serveres på kurserne er helt vegetariske, må mad der indeholder alkohol/likør, æg eller mad, der indeholder æg (bagværk, mayonnaise osv.), eller ost med animalsk osteløbe, ikke medbringes til centret. Generelt bør mad udefra holdes på et absolut minimum.
Servere følger kun fem foreskrifter og må derfor gerne spise om aftenen. Det er ikke tilladt at faste under kurset.
Læsning
Servere som gerne vil holde sig opdateret er velkomne at læse aviser eller lignende, men kun i hvileområder for Dhamma-servere og uden at eleverne ser det. Hvis man ønsker at læse en bog, kan man låne bøger fra centrets Dhamma-bibliotek. Det er ikke tilladt at læse andre bøger på centret.
Kontakt med omverdenen
Servere behøver ikke af afskære sig fuldstændigt fra omverdenen. Men mens de server på et kursus bør de kun forlade centret hvis der er en nødssituation og kun med tilladelse fra assistentlærerne. Telefonopkald bør kun foretages hvis det er absolut nødvendigt. Private gæster må kun besøge centret med forudgående tilladelse fra centermanageren.
At holde centret rent
Det er Dhamma-servernes ansvar at hjælpe til med at holde centret rent og fint. Ud over køkkenet og spisesalene, kan meditationssalen, beboelsesområderne, kontoret og andre områder også have brug for opmærksomhed. Servere skal også være forberedt på at der kan være brug for deres hjælp til opgaver som ikke er relateret til madlavning eller rengøring.
At benytte ting der tilhører centret
Alle vipassana-elever påtager sig at afstå fra at tage hvad der ikke er givet. Dhamma-servere må derfor være omhyggelige med ikke at tage nogle af centrets ting med på deres værelser eller benytte dem til personlig brug uden først at spørge centermanageren.
At bo på centret i længere perioder
Med tilladelse fra en assistentlærer, kan seriøse gamle elever bo på centret i længere perioder for at blive mere forankrede i Dhammas teori og praksis. Under denne periode kan de meditere på nogle kurser og serve på andre, som det besluttes i samråd med assistentlærere og ledelse.
Dāna
Der tages ingen betaling fra de mediterende på kurser eller centre, hverken for undervisningen, logi eller andre faciliteter der gives til eleverne. Dette gælder også for Dhamma-servere.
Undervisning i ren Dhamma gives altid uden noget som helst krav om betaling. Mad, logi og andre faciliteter kan tilbydes på grund af tidligere elevers generøsitet. Dhammaservere bør have dette in mente så de gør bedst mulig brug af de donationer der er modtaget. På denne måde får giverne det størst mulige udbytte af deres dana. Servere kan udvikle deres egen generøsitet ved at give dana i overensstemmelse med deres formåen, til gavn for andre. Kurser og centre drives udelukkende af donationer fra taknemmelige elever.
Ingen må betale for sig selv ved at give penge eller på nogen anden måde. Enhver donation gives til gavn for andre. Dhamma-service kan heller ikke betragtes som en form for betaling for kost og logi. Service er til gavn for serverne selv, eftersom det giver dem værdifuld træning i Dhamma. Et kursus eller et center giver mulighed for at praktisere meditation og også at øve sig i at anvende Dhamma ved at lære at serve og samarbejde med andre i en ånd af medfølelse og ydmyghed.
Konklusion
Dhamma-servere skal følge den vejledning de får fra assistentlærerne og centermanagerne. De bør gøre alt de kan for at være til hjælp for de mediterende uden at forstyrre dem på nogen måde. Servernes væremåde og ageren bør skabe tiltro hos dem der føler tvivl, og skabe dybere tiltro hos dem der allerede har det. De bør huske på at formålet med deres service er at hjælpe andre og at de ved at gøre dette, hjælper sig selv til at vokse i Dhamma.
Hvis du har svært ved at acceptere nogle af disse regler, så tag kontakt til en assistentlærer eller ledelsen med det samme, så I kan få afklaret sagen.
Må din service hjælpe dig med at gøre fremskridt på Dhammas vej, vejen til befrielse, vejen til frihed fra al lidelse, vejen til virkelig lykke.
Må alle væsener være lykkelige!